”Det er som sagt en psykoterapeutisk teknik, som er den eneste, WHO anbefaler til traumer og PTSD. Det handler om, at man sætter øjnene i bevægelse. De følger noget lys, og derigennem får man adgang til nogle ”lommer” i hjernen, hvor traumerne ligger indkapslet. Med udviklingshandicappede anvender jeg dog en pulsator, som er en form for kugle, man sidder med i hænderne og som pulserer og brummer. Den stimulation giver adgang til de områder i hjernen, hvor traumet har sat sig fast. Måske kan de ikke holde ud at tænke på en bestemt episode. Så får de kuglen i hænderne i 30 sekunder. Så stopper bevægelsen. Jeg spørger så om, hvad de nu lægger mærke til. Måske bliver de kede af det. Måske har de ondt i en arm, de tidligere har haft brækket og som var en traumatisk hændelse. Så gentager vi det med kuglerne. Det er en blid måde, hvor jeg ikke presser på, og hvor kroppen stille og roligt reagerer. Vi slutter med at tale om gode oplevelser. Jeg siger måske som eksempel, at nu bor du her, hvor alle vil dig det godt, og hvor din arm ikke er brækket mere. Metoden er god til udviklingshandicappede. For det kræver ikke mange ord og abstrakt tænkning. Jeg holder mig stringent til metoden bortset fra til sidst, hvor de på en skala fra 1 – 10 skal sige, hvordan de har det nu. I stedet for bruger jeg smileys. Al traumeterapi er kropsterapi, og det er terapi på et konkret niveau. Jeg går fra traumet og over til noget, der giver en rar kropsfornemmelse. Man lader kroppen klare det langsomt. Man forcerer ikke noget. Man eksponerer heller ikke. Bagefter skal pædagogerne så monitorere på parametre som affektudbrud, vrede, dårlig søvn og fastholdelse for at se om det bedres,” siger Dorte Bærentzen, der skal være konkret og tydelig i sin terapi.
Kræver lidt sprog
Hun har ikke afprøvet metoden på mennesker med meget lidt sprog, men hvis det på nogen måde kan lindre pinefulde tilstande, så synes hun, at det skal prøves.
”Mennesker med traumer har et overudviklet alarmsystem. Man reagerer hurtigere, når man udsættes for følelser, der kan være svære at håndtere. Hos udviklingshandicappede ser man en endnu hurtigere reaktion. De har et underudviklet følelsesmæssigt reguleringssystem. Og jeg tror, at mange effektudbrud er udtryk for pinefulde erindringer, der bliver ved med at genere dagligdagen. Det er også pinagtigt, at vi ikke forsøger med andre tilgange til udviklingshandicappede. Mange steder forsøger man sig kun med medicinering. Det er redskabet, man griber til, da der er meget lidt viden om traumeterapi til udviklingshandicappede. Man lytter. Men handlemulighederne er så begrænsede, at omgivelserne overhører deres råb om hjælp. Og disse mennesker er ofte blevet udsat for hændelser, der kan udløse et traume. Som f.eks. tidlig mobning, forskelsbehandling, vold, fornedrelser og seksuelle krænkelser. For man er et let offer, når ens hjerne ikke arbejder optimalt. Og mennesker med udviklingshandicap har ligesom alle andre krav på den rette behandling,” slutter Dorte Bærentzen.