Uden for fængslet. Foreningen AFSAVN hjælper familier, hvor far eller mor sidder i fængsel. Sygeplejerske og familieterapeut Dorte Bærentzen er én af foreningens frivillige. Hun har især fokus på børnene, som også bliver straffet, når en forælder sidder inde.
Det lille lokale er badet i blødt lys. På væggen hænger oliemalerier i stærke farver, og en plante med dekorative runde blade pynter på det hvidmalede bord, hvor familien Rantanen har slået sig ned sammen med Dorte Bærentzen. Men det er ikke bare en hyggevisit, det er en terapisession i et mødelokale på Frederiksberg.
Dorte Bærentzen er uddannet sygeplejerske og familieterapeut, og i sin fritid arbejder hun frivilligt for foreningen SAVN, der hjælper pårørende til indsatte i landets fængsler. Faderen i familien Rantanen sidder i fængsel, og det har fået stor betydning for moderen Mitce, sønnen Mickey, datteren Monique og yngstemand Mikkel på tre. Mikkel er endnu for lille til at være med.
"Jeg var på kontoret tre gange i dag," svarer Mickey Rantanen på 14 år med et undertrykt smil, da Dorte Bærentzen starter ud med at spørge, hvordan det går i skolen. Og så har de taget hul på dagens første emne: Mickeys kampe med lærerne henne i skolen. Lillesøster Monique Rantanen på 11 år lægger hovedet i armene på bordet. Dorte Bærentzen lader hende ligge. Hun ved, at Monique stadig lytter efter.
Familien Rantanen er kommet her et par gange om måneden i over et halvt år. Men de er ikke Dorte Bærentzens eneste frivillige tjans, for hun giver gratis terapi til to-tre familier ad gangen. De er alle henvist til hende via SAVN og har det til fælles, at den ene forælder afsoner en længere fængselsdom.
Dorte Bærentzen har været frivillig hos SAVN i godt et år. Men det er ikke nyt for hende at hjælpe familier på denne måde. Til daglig er hun leder af en børne- og familieinstitution under Københavns Kommune, og erfaringen herfra giver hende god ballast i forhold til det frivillige arbejde. Desuden har hun en privat praksis, hvor hun ligeledes arbejder med terapi og rådgivning til familier.
Forebyggende indsats
Terapisamtalerne har som formål at præge familiernes hverdag og syn på omverdenen i en positiv retning."Statistikkerne viser, at op mod halvdelen af de børn, hvis forældre har siddet i fængsel, selv ryger ind senere i livet. De vender sig mod systemet og ender ofte med at komme ud på et forkert spor. Derfor ser jeg det som et stykke forebyggende arbejde, jeg laver," siger Dorte Bærentzen.
Det er ikke så væsentligt for Dorte Bærentzen, hvorfor Mickeys og Moniques far er i fængsel. Hun fokuserer mest på, at han er væk hjemmefra, og hvad det betyder for familien.
"Jeg ved godt, hvad han sidder inde for, men i øjeblikket er han ikke en del af terapien," siger hun. "Men f.eks. rådgiver jeg børnene, hvis de gerne vil have hjælp til at finde ud af, hvad de skal sige, når kammeraterne spørger til faderen."
Dorte Bærentzen arbejder ikke med fløjlshandsker på, selvom der er mange grunde til at have ondt af børnene i familien. En del af terapien er at stille kritiske spørgsmål til forkerte mønstre: "Mickey, jeg vil da gerne høre om, hvad du har gjort for at blive sendt på kontoret tre gange?"
Og da svaret kommer: "Hvorfor ville du ikke tage fødderne ned fra bordet, da din lærer bad dig om det? Synes du selv, at din adfærd er i orden?"
Hun inddrager også de andre familiemedlemmer i diskussionen: "Hvad synes du om det, Mitce?"
Og Mickeys mor synes selvfølgelig ikke, det er i orden. Hun ved bare ikke altid, hvad hun skal gøre.
Ifølge Dorte Bærentzen er det et typisk problem i disse familier, og hun arbejder derfor meget med at styrke moderens autoritet.
Terapien baserer Dorte Bærentzen både på sin uddannelse som familieterapeut og som sygeplejerske, hvor hun har erfaring fra psykiatrien.